Webdanmark.com hedder nu IMPACT


Læs mere
9 tips: Øg salget med forbedret søgefunktion

9 tips: Øg salget med forbedret søgefunktion

2 kommentarer 10. maj 2016

På alt for mange webshops er den interne søgefunktion et underprioriteret område. Men hvis du ønsker at øge omsætningen i din webshop, er søgefunktionen et oplagt sted at sætte ind. De brugere, der anvender søgefunktionen, konverterer nemlig langt bedre, end brugere, der ikke søger. Vi giver dig her 9 konkrete tips til, hvordan du styrker din søgefunktionalitet og booster din omsætning.

Hos IMPACT har vi undersøgt søgeadfærden gennem det seneste år, på tværs af de danske webshops, vi arbejder med. Undersøgelsen gav følgende resultater:

  • 9,01% af brugerne anvender søgefunktionen i løbet af deres session.
  • Brugere, der søger, konverterer 247,97% bedre end brugere, der ikke søger.
  • 24,38% af omsætningen kommer fra brugere, der anvender søgefunktionen.

Det er værd at bemærke, at brugere, der søger, konverterer markant bedre, end brugere, der ikke søger. Den gennemsnitlige konverteringsrate for brugere, der anvender søgefunktionen er 3,68%, mens den er 1,10% for brugere, der ikke søger. Der er altså et stort potentiale for at øge omsætning og konverteringsrate, hvis du arbejder aktivt med at optimere søgefunktionen på din webshop og skaber en god søgeoplevelse for brugerne.

KonverteringsrateNedenfor får du ni tips til, hvordan du kan skabe en bedre søgeoplevelse for dine brugere.

1. mål dine søgninger i google analytics

For at skabe en god og effektiv søgefunktion er det afgørende, at du er i stand til at måle søgeadfærden hos dine brugere. Du skal vide, hvor mange, der søger, hvilke søgeord de anvender, og hvor meget omsætning søgningen genererer. Denne viden finder du i Google Analytics. Måler du ikke allerede søgeadfærden, kan du nemt sætte det op.

  • Klik på Admin i topmenuen.

Admin

  • Længst til højre, i dit View, vælger du View settings.

View settings

  • Scroll ned til Site search Tracking og flyt Off On.

Site Search Tracking

  • Derefter skal du udfylde feltet Query parameter. Teksten du skal skrive i feltet finder du ved at gå til din webshop, og lave en tilfældig søgning. Den tekst du finder i URL’en lige før lig med-tegnet, skal du indsætte i feltet Query parameter. 

Eksempel: http://www.dinhjemmeside.dk/search?search=test

I ovenstående eksempel er search den tekst du skal indsætte i Query parameter feltet.

 Query parameter

  • Du kan nu finde information om dine brugers søgeadfærd i Google Analytics rapporten Site Search, som du finder i sidemenuen Behaviour.

Behaviour

2. DIT SØGEFELT SKAL VÆRE TYDELIGT

Helt banalt skal du sørge for at have et søgefelt på din webshop. Det er efterhånden en selvfølgelighed og heldigvis også normen hos de fleste. Men placering, tilgængelighed og design er afgørende for den værdi, der skabes via søgning.

Du skal sørge for, at brugerne nemt og hurtigt kan få øje på dit søgefelt. Det anbefales, at du placerer søgefeltet i toppen af din webshop. Det er her, brugerne har en forventning om at finde søgefeltet, da det er det, de kender fra andre webshops. Så undgå at bryde denne konvention.

Derudover skal søgefeltet, ligesom din menu, være tilgængelig på alle sider, så det er nemt for brugerne at navigere, uanset hvor de befinder sig. Eneste undtagelse er dit checkout flow, hvor du ikke skal vise søgefeltet.

Bredden af dit søgefelt afhænger af, hvor mange karakterer og ord en typisk søgning på din webshop indeholder. Søgefeltet skal være stort nok til, at brugerne kan se hele deres indtastning, og samtidig skal det være nemt efterfølgende at rette i søgningen. Du kan undersøge, hvilke søgeord dine brugere anvender ved at se ind i søgestatistikken i Google Analytics.

Hos Walmart som eksempel, er søgefeltet i fokus i headeren og stort set umuligt at overse. Samtidig er feltet bredt nok til at håndtere søgninger, der indeholder mange ord.

Walmart

3. Brug search suggestions når brugerne søger

Et af de vigtigste elementer, du skal implementere for at optimere din søgefunktion, er search suggestions. Du kender search suggestions fra blandt andet Google, hvor du bliver præsenteret for en liste med forslag, så snart du begynder at indtaste dit søgeord. Denne metode kaldes autocomplete.

Brug search suggestions - Google

Hos webshops har search suggestions også vundet frem. Fordelen ved search suggestions er, at du guider dine brugere, mens de foretager en søgning. Det hjælper brugerne med hurtigt og nemt at finde frem til det, de søger. Derudover kompenserer du for eventuelle stavefejl, og minimerer antallet af søgninger uden resultat.

Mulighederne er mange, når det kommer til search suggestions, og en af de mest populære metoder er autocomplete. Flere webshops er desuden begyndt at indarbejde instant søgeresultater, som for eksempel produktvisninger, direkte i deres liste med søgeforslag.

Et eksempel er den amerikanske byggemarkedskæde Home Depot. I eksemplet nedenfor kombineres søgeforslag med produkter, kategorier og indholdssider. Det er med til at inspirere, og hjælper brugerne med hurtigere at finde præcis de resultater, de søger.

Home Depot

Når du arbejder med search suggestions, er hastighed et afgørende element. Du skal sørge for, at der er kort svartid i forhold til visningen af søgeforslagene for ikke at skabe en dårlig brugeroplevelse.

4. Indsæt filtreringsmuligheder på søgeresultatsiden

Når en bruger anvender din søgefunktion, er søgeresultatsiden et afgørende element i forhold til, om besøget ender i et salg, eller om brugeren forlader din webshop, uden at have fundet hvad han/hun søger.

For at optimere søgeresultatsiden skal du sørge for, at dine brugere har mulighed for at filtrere resultaterne og dermed tilpasse det udvalg, de præsenteres for. Filtreringsmuligheder hjælper brugerne med at afgrænse udvalget og dermed hurtigere finde et relevant resultat.

Hvilke filtre, der skal vises, afhænger af dit sortiment, men typisk vil det være filtreringsmuligheder så som pris, kategori, størrelse og farve. Det vigtigste er, at de filtre, der vises, matcher de produkter, der vises på søgeresultatsiden.

Endelig kan du med fordel tilføje antal ud for hver filtreringsmulighed. Det hjælper brugerne med hurtigt at danne et overblik over, hvor mange produkter, der bliver præsenteret, når et filter aktiveres.

Hos Boden giver en søgning på green cardigan filtreringsmuligheder, der er relevante for det anvendte søgeord.

Boden - green cardigan

5. Præsenter relevante søgeresultater for dine brugere

Formår du ikke at præsentere et relevant søgeresultat for brugerne, vil de forlade din webshop uden at foretage et køb. Du skal derfor aktivt arbejde på at vise de mest relevante resultater, når brugerne søger.

En metode til at optimere relevansen er ved at vægte de elementer, der findes på dine produkter. For eksempel kan du vægte overskriften højere end beskrivelsen. Dermed vil produkter med søgeordet i overskriften blive vægtet højere, end hvis søgeordet kun indgår i beskrivelsen.

Udover vægtning kan du booste specifikke produkter eller produktkategorier, og dermed få dem højere op på søgeresultatsiden. Det kan for eksempel være relevant at booste produkter med høj avance, produkter fra specifikke brands, produkter på tilbud eller produkter med få på lager.

Target.com giver en søgning på char-broil 46 resultater inden for både grill og grilltilbehør. Target booster deres grill, så de præsenteres før tilbehøret.

Target.com - char-broil 46

6. Undgå søgninger uden resultat

Søgefunktionens formål er altid at præsentere et relevant resultat for brugeren. Du skal derfor forsøge at minimere antallet af søgninger uden resultat.

Search suggestions

En måde at minimere antallet af søgninger uden resultat er at anvende search suggestions, som beskrevet tidligere i afsnit tre. Med search suggestions præsenterer du brugerne for en liste af søgeforslag på baggrund af deres indtastning, og minimerer dermed antallet af søgninger uden resultat.

Synonymer

Tilføjelse af synonymer er en anden brugbar metode til at minimere antallet af søgninger uden resultat. Når du arbejder med synonymer, kan du undersøge hvilke søgeord, der ikke har genereret et resultat. Herefter kan du oprette synonymer til disse søgeord.

Et eksempel kunne være en webshop, der sælger havemøbler. Søgestatistikken fortæller, at mange brugere anvender ordet liggestol på trods af, at webshoppen navngiver denne type af produkter som en solvogn. Der vil med fordel kunne oprettes et synonym, så søgninger efter liggestol giver det samme resultat, som en søgning på ordet solvogn.

Håndtering af stavefejl

Det er vigtigt, at din søgefunktion kan håndtere stavefejl, hvilket er med til at minimere antallet af søgninger uden resultat. Det kan for eksempel gøres via fuzzy search, hvor søgefunktionen er i stand til at finde resultater på trods af, at brugeren ikke staver et søgeord helt korrekt. Et eksempel på fuzzy search er en søgning på ordet fodboldstøve. Her skal i stedet vises resultater, som hvis brugeren søgte på det korrekte ord, fodboldstøvle.

 

7. optimer søgeresultatsider uden resultat

Det er svært fuldstændigt at eliminere søgninger uden resultat. Så du skal sikre dig, at dine brugere ikke ender i en blindgyde, når de præsenteres for en søgeresultatside uden resultat.

I stedet for blot at vise en tom side, skal du informere brugerne om, at der ikke kunne findes et resultat, og hvad der kan gøres for at tilpasse søgningen. Samtidig skal du tilbyde brugeren forskellige muligheder for at navigere videre fra denne side.

John Lewis er et eksempel på en webshop, der formår at hjælpe brugeren, når søgningen ikke giver et resultat. Udover at hjælpe i forhold til den aktuelle søgning præsenteres brugeren også for udvalgte kategorier og populære produkter. Brugeren assisteres altså i den videre navigation og risikoen for, at han/hun helt forlader webshoppen reduceres.

John Lewis

8. hastighed er afgørende for din konverteringsrate

Jo langsommere din søgefunktion er, jo flere brugere vil forlade din webshop uden at foretage et køb. Formår du derimod at reducere load tiden, vil det ofte medføre en højere konverteringsrate. I et tidligere blogindlæg har vi berørt, hvordan et sekunds forsinkelse i load tiden kan forringe konverteringsraten med 7%.

Hastighed er et essentielt element for brugeroplevelsen i enhver webshop. Det gælder både for din søgefunktion, men også for webshoppen som helhed. Så selvom du har implementeret autocomplete og designet en god søgeresultatside, er der en risiko for, at arbejdet kan være spildt, hvis ikke du formår at minimere load tiden.

Uanset hvilken enhed dine brugere benytter, skal søgefunktionen være hurtig. Og især på mobile enheder, hvor vi ofte oplever dårlige netværk og ustabile forbindelser, er det vigtigt, at brugerne ikke oplever forsinkelser på svartiden.

Du skal især være opmærksom på hastigheden, når dine search suggestions vises. Det er vigtigt, at de vises øjeblikkeligt for at skabe en god brugeroplevelse. Derudover skal du sørge for, at filtrene på søgeresultatsiden svarer hurtigt, og at siden ikke skal genindlæses, når brugeren aktiverer et filter.

En søgning på Footlocker.com viser search suggestions øjeblikkeligt, uden at brugerne skal vente på lang svartid.

GIF

9. brug 0 søgninger til at optimere din forretning

Hvis brugerne ikke kan finde det, kan de ikke købe det! I afsnit seks beskrev jeg, hvordan du kan arbejde med at undgå søgninger uden resultat. Men faktisk er der enorm værdi i at arbejde aktivt med netop denne typer af søgninger.

Start med at trække data over alle søgninger på din webshop. Herefter filtrerer du dine data, så du står tilbage med en liste over søgeord, der ikke har genereret et søgeresultat. Du kan efterfølgende sortere søgeordene og prioritere dem med størst volumen.

For dig, der arbejder med e-commerce, giver listen en enestående mulighed for at få indsigt i, hvilke produkter du ikke har i sortiment, men som brugerne efterspørger. Sørg for at dele denne data med produktchefen, indkøberen eller den sortimentansvarlige, da det kan være en mulighed for ekstra omsætning.

Som du kan se, er der mange muligheder for at styrke søgefunktionaliteten og realisere det uudnyttede potentiale, der ligger i brugere, der aktivt søger på dit site. Tag endelig fat i mig, hvis du har spørgsmål eller kommentarer.

 

IMPACT er den foretrukne e-commerce partner for en lang række af landets førende virksomheder. Vi lever og ånder for digital forretningsudvikling, og i tæt samarbejde med vores kunder udarbejder vi nytænkende omni channel e-commerce, funderet på solid og visionær forretningsforståelse.

Vores succeskriterium er uden undtagelse stærke og målbare resultater, for vi er drevet af ambitionen om at styrke og udvikle vores kunders forretning mest muligt.

Kontakt IMPACT

Send min besked

2 kommentarer

  1. 12/05/16 Per Ferdinandsen

    Det er et super-relevant indlæg, tak for det Anders! Ikke mindst falder jeg over det, nu hvor jeg selv konkret sidder og søger efter en specifik reference på jeres side. Men hov – mangler I ikke den søgefunktion på jeres eget site..? Sæt i værk! :P

    Mvh Per

  2. 12/05/16 Anders Talbo Dahl

    Hej Per

    Tak for din kommentar. Godt at du kan bruge indlægget. Og du har helt ret – vi mangler selv en søgefunktion på vores site. Vi må i gang med at tage vores egen medicin.

Knyt en kommentar til indlægget