Webdanmark.com hedder nu IMPACT


Læs mere
GUIDE: GOOGLE SEARCH CONSOLE – SÅDAN OPTIMERER DU DIN CTR

GUIDE: GOOGLE SEARCH CONSOLE – SÅDAN OPTIMERER DU DIN CTR

4 kommentarer 24. juni 2016

Bruger du tid på at identificere, hvor du kun gør noget halvt så godt på dit website, som du burde? Og hvordan andre måske gør det bedre? Det er ofte en god iagttagelse, der endda kan mærkes på bundlinjen. For hvad er det lige, du mangler, for at din landing page kommer på side 1 i søgeresultaterne? Vi giver dig her en guide til, hvordan du med Google Search Console kan få en bedre indsigt i kunderejsen og dermed forbedre din Click Through Rate.

For at få en bedre indsigt i kunderejsen kræver det, at du har viden omkring dine kunders behov, dit content og din synlighed. Et godt skridt til at blive relevant og interessant for dine kunder er ved aktivt at gøre brug af de rapporter og analyser, der faktisk er nemt tilgængelige. Et godt værktøj er Google Search Console, der kan give dig indsigt i den tidlige del af kunderejsen. Hvad søger dine kunder præcist på, når de lander på dit site? Lever dit site op til forventningerne?

Google har for nyligt lanceret en dybere integration af Search Console og Google Analytics, så du bedre kan se de ”blinde vinkler” i resultater og rapporter. Du kan opstille en rapport, der kombinerer Google Analytics’ trafik- og konverteringsorienterede data med Search Consoles analyse af den organiske performance. Ud fra disse data kan du med enkle tiltag forbedre synlighed og relevans i søgeresultaterne – og det kan endda beregnes som direkte omsætning.

prøv det selv – følg guiden

Hos IMPACT dykker vi på daglig basis ned i Search Consoles rapporter og arbejder med optimering af vores kunders organiske synlighed på baggrund af disse. En af vores nyeste cases viser, hvor aktivt og værdifuldt et værktøj Search Console er – og det giver perspektiver til de muligheder, der er at finde i den nye integration mellem de to værktøjer. Vi har i denne sammenhæng set på en webshops performance i de organiske søgeresultater i forhold til eksponering, antal klik og CTR (Click Through Rate). Her har vi udvalgt keywords, der har en god placering og dermed høj eksponering, men til trods for dette en lav CTR. Gennem 4 enkle steps har vi optimeret Page Titles, Meta Descriptions og overskrifter for de sider, der rankede på udvalgte søgefraser. Resultatet var en gennemsnitlig tredobling af de respektive CTRs – og det tog kun 1,5 time.

Steps

1. træk rapporten – og ryd op

Gå til Search Console via google.com/webmaster/tools. Vælg fanen Søgetrafik og herunder Søg i Analytics. Her er vi interesserede i forespørgsler (dvs. søgeord), klik, eksponeringer, CTR og placering i Googles søgeresultater. Husk at vælge den tidsramme, som du er interesseret i.

BLOGBILLEDE1

I bunden af rapporten vælges Download, der eksporterer alle data. Ved downloadformat vælges CSV, hvormed rapporten kan åbnes i Excel.

Listen kræver dog en smule oprydning. Markér hele kolonnen og gå til fanen Data, hvor du vælger Text to Columns. Her vælges Delimited, sådan at rapporten deles ind i kolonner, hvor hver kolonne defineres af kommaer.

BLOGBILLEDE2

Slutteligt fjernes alle koderester for Æ, Ø, Å f.eks. ved hjælp af Søg/Erstat-funktionen. Nu er rapporten overskuelig og læsevenlig.

2. udvælg fokusord

Det væsentlige kommer, når du skal udvælge fokusord. Nu gælder det om at have for øje, hvornår du gør noget rigtigt og forkert. Her fremhævede vi keywords, som havde høj eksponering men samtidig lav CTR – det er sådanne steder, du kan gøre en forskel.

Ved at optimere Page Title og Meta Description håbede vi, at kunne generere flere klik på søgeresultater. Vi håbede også derved at opnå flere besøgende og højere rankings i det lange løb.

3. optimer

De udvalgte keywords skal nu optimeres. For at forbedre CTR er det især relevant at have fokus på Title og Meta Description i forhold til de generelle parametre som:

  • Er teksten unik?
  • Er længden passende? Skæres noget fra i søgeresultaterne, eller er der omvendt plads til en sætning mere?
  • Formidles de vigtigste USP’er? Hvorfor skal kunden købe netop her? (F.eks. fri fragt, returnering, gavekort, udsalg, høj kvalitet etc.). Hvad lægger netop din virksomhed vægt på – og adskiller du dig fra andre?
  • Hvad gør konkurrenterne?
  • Hvorfor er denne shop bedre og mere relevant end de andre søgeresultater?

Det simple trick er nu at foretage en Google-søgning på de specifikke keywords – ét ad gangen –  samt en site-søgning (f.eks. ”site:shop.XX.com sommerkjole”). Derved ses henholdsvis konkurrenternes og din sides Title og Description i søgeresultaterne. Se nu på: Hvad gør de sites, der ranker bedre end dit? Hvad fremhæves i deres Title og Description? Identificér mønstrene og lær af dem.

Husk i forbindelse med optimering af Meta Data:

  • Det er vigtigt, at Title (ca. 58 anslag) og Description (maks 157 anslag) overholder antal anslag – ellers skæres en del af budskabet fra. Læs mere om længde på søgeresultater her: https://moz.com/blog/title-tag-length-guidelines-2016-edition
  • Title er mest SEO-tung, mens Meta Description er det, der får kunden til at klikke sig ind på netop dit site. Det er her, appetitten vækkes.
  • Mange keywords vil ligne hinanden. Husk på, at du ved at optimere ét sæt Meta Data, kan optimere mange keywords. Eksempelvis kan du både berige keywords som Sommerkjole, Billig sommerkjole, Sommerkjole til piger, Sommerkjoler online etc. ved at optimere landing pagen ”Sommerkjole”.

Sørg også for at holde din Title og Description op mod sidens generelle indhold og især din H1’er. Det er nemt at love den besøgende en masse i søgeresultaterne, men hvis siden (og sidens overskrift) ikke lever op til brugerens forventninger, fører det blot til høj bounce-rate og på sigt lavere ranking og lav kundetilfredshed. Finder brugerne det, de søger efter? Ellers skal du måske rette selve sidens content til.

4. Tjek fremskridt

En måned efter optimeringsarbejdet kan du trække en ny, frisk rapport fra Search Console som i Step 1. Derefter gennemgås hvert enkelt af de keywords, du har optimeret, ved at fremsøge ordet i den nye rapport og føre log over følgende:

  1. Keyword
  2. CTR før vs. nu
  3. Antal klik før vs. nu
  4. Ranking før vs. nu
  5. Beskrivelse af ændring: Hvor mange procentpoint har fokusordet flyttet sig i forhold til CTR? Hvor mange placeringer er siden rykket i Google? Hvor mange klik har siden fået?

Gennemgå først alle de keywords, du bevidst har optimeret. Derefter gennemgår du nogle af de keywords, som du ikke specifikt har beskæftiget dig med, men som har udviklet sig positivt som resultat af det generelle arbejde. Det er primært keywords, der tematisk og grammatisk ligger i omegnen af de udvalgte keywords. Her gemmer sig nemlig en stor del af de ord, som det generelle arbejde har forbedret CTR for.

Slut af med at lave en gennemsnitlig beregning af fremskridtene:

  • Gennemsnittet af den nuværende CTR for x antal keywords nu vs. for en måned siden.
  • Gennemsnittet af det nuværende antal klik vs. for en måned siden.
  • Gennemsnittet af antal placeringer, der er ændrede.

Fryd dig – der er en hel del at hente.

Resultaterne

På vores kunde brugte vi 1,5 time på at optimere et udvalg af ord med Title og Description samt H1.

Vi arbejdede kun med et udvalg af ord, og det er en væsentlig pointe, at vi ikke har arbejdet ud fra et komplet overblik. Dette fordi at man kun får indsigt i en del af søgeordene, efter Google indførte ”Not Provided” på organiske keywords. Heldigvis blev det tydeligt, at optimeringen af nogle bestemte søgeord også giver vækst til andre keywords. Og da det generelt medfører større synlighed og CTR, giver det samlet domænet en stærkere position i søgeresultaterne.

Vi kunne nemlig både se forbedringer i de keywords, vi havde optimeret men i nogle tilfælde også dobbelt så stor udvikling i keywords, vi ikke specifikt havde optimeret på. Gennemsnitligt kunne vi se en tredobling i CTR for de keywords, vi evaluerede på – fra et snit på 2,5 % til 7,6 %!

Samtidig kunne vi i perioden se en vækst i organisk trafik på 57,10 %. Andelen af New Users i den organiske trafik var steget til 72,38 %, og der var samtidig en mindre stigning i Visibility Score.

får du nok ud af de nye rapporter?

Selvom vi i denne case kun har beskæftiget os med Search Console og ikke specifikt med den nye integration af Search Console i Analytics, kan vi se mange muligheder i den nye funktion.

Med de nye rapporter kan du netop koble indsigten i de organiske søgeresultater direkte med metrics som Transactions, Revenue og E-commerce Conversion Rate. Dermed kan cases som vores forstås og forklares som direkte omsætning og udbytte. Du kan beregne ROI for dine indsatser og se, om de besøgende kunder rent faktisk konverterer.

Samtidig giver den dybere integration af Search Console og Analytics også mulighed for at komme de blinde vinkler til livs. Dine resultater har måske set gode ud i det ene tool, men dette giver ikke nødvendigvis indsigt i de steder, hvor du gør noget forkert.

Det muliggør eksempelvis at identificere landing pages, hvor der i Search Console ses både høj eksponering og CTR, men hvor det afsløres i Analytics, at de besøgende slet ikke interagerer med siden. Her kan der opnås indsigt i spørgsmål som:

  • Hvad søger kunden rent faktisk efter for at komme ind på dit site?
  • Får brugeren det, han/hun forventede, da han/hun lander på siden?
  • Søger brugerne generelt efter noget mere specifikt, som de ikke får svar på hos dig – endnu?

Du får også mulighed for at segmentere den organiske tilstedeværelse (eksponering, CTR, position, sessioner osv.) i forhold til device. Måske ranker din side dårligere på mobile end på desktop? Måske er der en højere bounce-rate på tablet? Måske kan du hente flere transaktioner ved at øge CTR på mobiltrafikken?

Med de nye rapporter bliver det generelt bare lettere at skære ind til benet:

  • Udvælg keywords eller landing page
  • Identificer problemet
  • Optimer siden
  • Evaluer

God fornøjelse!

Associate Digital Marketing Consultant Therese Wiwe Løbner sidder som Associate Digital Marketing Consultant hos IMPACT. Hun arbejder især med Content Marketing, hvor et websites sproglige indhold kombineres med teknisk søgemaskineoptimering. Det skaber både resultater og øget brugervenlighed.

Kontakt Therese

Send min besked

4 kommentarer

  1. Hej Therese.
    Lækker artikel og gode pointer.
    Ift. step 1 ville jeg bare lige gøre opmærksom på en anden måde at gribe tingene an på; Personligt downloader jeg rapporten til Google Docs og derfra downloader jeg det som Excel-fil. Så undgår jeg oprydningen i form af “Text to Columns” samt Æ, Ø, Å :)

  2. 05/07/16 Therese Wiwe Løbner

    Hej Julie,
    Mange tak for din kommentar. Du har helt ret – det er da en meget nemmere måde at gribe det an på. Tak for tippet, det husker jeg til næste gang :)
    Kh Therese

  3. Pingback: 3 afprøvende metoder til at rede dine sider fra Googles Kirkegård

  4. Pingback: SEO-case: Med denne tjekliste fik vi 92 % mere organisk trafik

Knyt en kommentar til indlægget