3 ting vi lærte af Black Friday

4. december 2019

Årets Black Friday gik vildt for sig, og særligt brugen af mobilen vandt frem. Vi har fundet de største trends fra shoppingdagen i Danmark og sammenlignet dem med udenlandske undersøgelser.

Knap nok havde uret passeret midnat, før danskerne tastede dankortoplysninger ind som aldrig før. Om det var sammenfaldet med lønningsdagen eller en stigende viden om Black Friday, der gjorde udslaget, ved vi ikke. Men der er ingen tvivl om, at årets største shoppingdag endnu en gang satte shoppingrekord med en omsætning med dankort på 2,11 mia. kr. ifølge Dansk Erhverv.

Gennem alle 24 timer målte vi de 111 største retailere og brands’ performance og har nu haft tid til at kigge lidt nærmere på resultaterne og sammenligne dem med resultater fra det store udland.

Lad os bare slå det fast, det gik vildt for sig.

Mobilen vinder

Til forskel fra sidste år havde mobilen en væsentlig finger med i spillet i forhold til den høje omsætning. I år vækstede mobilkøb 15-20%, og særligt retailere med stærk mobiloplevelse kunne mærke mobilens betydning. Op til 50% af deres omsætning kom fra mobil, og det er langt over gennemsnittet. Ikke overraskende blev MobilePay brugt flittigt dagen lang.

Mobilen har længe været et foretrukken research-redskab, men resultaterne fra Black Friday viser, at danskerne for alvor er begyndt at bruge mobilen under hele købsrejsen. Det ændrer fuldstændig mobilens status, og retailere skal se dem som en lige så vigtig kanal som web.

Kasper Holst, IMPACT CEO, Omnichannel event
Kasper HolstCEO og grundlægger af IMPACT

Det er ikke kun herhjemme, mobil slog igennem. Ifølge Salesforce vækstede brugen af mobilen Black Friday med 35% i USA. Og 65% af alle ordrer på dagen kom fra et mobilt device.

Online og omnichannel

Der er slet ingen tvivl om, at omsætningen er flyttet online. Flere af IMPACTs kunder vækstede 40-50% online i forhold til en normal dag. Men det betyder ikke, at de fysiske butikker blev forbigået. En stærk omnichannel-tilstedeværelse og høj vækst online er tæt forbundet. Det fremhæver Forbes også og roser Walmart og Targets omnichannel-indsats. Og særligt det at bestille online og hente i butikken har været populært blandt de amerikanske forbrugere.

Da IMPACT i foråret tog temperaturen på danske retaileres omnichannel-evner, tilbød kun en tredjedel click and collect, og med tallene fra årets Black Friday er det et stort indsatsområde for danske retailere.

Vær klar – også kl. 00.01

Sidste år peakede salget online kl. 9.00-10.00 og 20.00-21.00. Sådan var det også i år. Men generelt var der i år en mere jævn fordeling af ordrer over hele dagen end året før. Og det kom bag på nogen. Flere retailere havde undervurderet shoppingdagens tidlige timer og kom bagud før midnat, da flere danskere sad klar til at gøre de bedste køb, så snart kalenderen sagde den 29. november.

Læringen fra i år må derfor være, at man skal have fuld tilstedeværelse hele dagen lang, hvis man vil fejre Black Friday med en mere end fyldt ordrebog.